Tape sidder fast ved hjælp af en klæbemasse, som man betegner som trykfølsom.
Det betyder, at tapen i sig selv er klæbrig, og at klæbereaktionen udvikles, når tapen trykkes mod overfladen. Det er altså en mekanisk og ikke en kemisk reaktion, der fæstner tapen på overfladen.
To betingelser skal opfyldes, før en klæbemasse har de optimale forudsætninger for at binde to overflader sammen:
- På den ene side skal klæberen sikre, at tapen og overfladen bindes sammen så længe og så stærkt, som anvenderen ønsker det (adhæsion eller klæbekraft)
- Og på den anden side skal klæberens sammenhængskraft være stærk nok til den givne applikation (kohæsion eller indre styrke).
Disse to betingelser vil variere i forhold til de mange forskellige tapeanvendelser, der findes. Et vigtigt grundspørgsmål er, om tapen skal kunne fjernes igen (fx malertape), eller om den skal være permanent (husbyggeri), men også mange, mange andre hensyn spiller ind, når vi formulerer vores klæbemasser.
Derfor udarbejder vores forskere, kemikere og ingeniører hver gang den helt rette blanding af over 1.000 grundsubstanser (såsom naturgummi, kunstharpiks, plastik mv) og 100 forskellige elastomerer for at skabe den perfekte klæbemasse til den givne anvendelse.
Visse tape-typer kræver desuden en primer for at sikre en perfekt forankring af klæbemassen til tapens bæremateriale. Det kan f.eks. være på malertape, hvor det er vigtigt, at al klæbemassen trækkes af sammen med bærematerialet, så ikke der sidder klæberester tilbage ved siden af det nymalede område.
Valget af bæremateriale er også med til at give tapen sine specifikke egenskaber. Bærematerialer kan være papir, plast, tekstil, metal mv – læs mere her.
Kunsten ved at lave tape er at mestre kombinationen af de forskellige komponenter – klæber, bæremateriale, primer etc) til den specifikke anvendelse, den pågældende tape skal løse.